Ved første øjekast kunne Charlotte Mathiesens malerier godt ligne de geometrisk abstrakte billeder, man bl.a. kender fra Poul Gernes: et nonfigurativt univers bestående af koncentriske cirkler, ellipser, spiralformer, m.m. holdt i klare farver, alene henvisende til farvernes og formernes eget spil på den todimensionale billedflade.
Man skal imidlertid ikke kigge længe, før man opdager, at hun har et væsentligt anderledes kunstnerisk budskab.
På Charlotte Mathiesens lærreder kan man se tydelige spor af penselarbejdet. Farven er spartlet på, hvilket på én gang giver en atmosfærisk, stoflig, organisk, mat og reliefagtig virkning, der leder tankerne hen på fænomener i den fysiske verden, som er helt fraværende hos konkret abstrakte kunstnere.
Det samme kan siges om de cirkelformer, som dominerer Charlotte Mathiesens billedverden. Hvor en cirkel lige præcis ikke er andet end en cirkel hos f.eks. Poul Gernes, får man en mistanke om, at hendes cirkler er andet og mere end geometriske former. Med deres amorfe facon og cellelignende strukturer ligner de dels mikroskopiske vækster som bakterier og mikrober, dels makroskopiske fænomener som stjerner, supernovaer og spiralgalakser. Noget, der bekræftes af billedtitler som "Aquarium" og "Little lost sea urchin". Selv i de malerier, hvor der ikke er benævnt nogen titel, kan man i lyset af dette nemt se havenes pulserende ursuppe for sig, fyldt med små encellede væsener, koraller, søpindsvin, krill og andre organismer. Eller man kan forskyde perspektivet op til det endeløse univers, hvor intergalaktiske objekter af stort set samme form som havets organismer boltrer sig med deres enorme mængder af energi.
På denne måde viser Charlotte Mathiesens malerier sig på én gang at være disciplinerede og drømmende, stramme og sfæriske, konkrete og subtile og rå og poetiske. En sammensathed, som virker velgørende hos beskueren.

Tom Jørgensen
Redaktør af Kunstavisen
Kunstanmelder på JyllandsPosten